Luk hængende program eller system
I Windows kan du bruge Jobliste via tastaturgenvejen Ctrl+Alt+Delete til at lukke et hængende program eller Windows. Trykker du på de tre taster i Ubuntu, får du i stedet vist en dialogboks, der bl.a. giver dig mulighed for at slukke eller genstarte computeren. Muligheden kan bruges, hvis selve Ubuntu hænger. Hvis dialogboksen ikke vises, fx hvis hele skærmbilledet er frosset, så tryk på tasterne igen eller vent lidt. Efter et minut skulle computeren gerne lukke ned.
Sker der ikke noget, når du trykker på Ctrl+Alt+Delete, heller ikke efter et minuts ventetid, så er der ikke andet at gøre end at bruge slukknappen på selve computeren. Brug kun slukknappen som absolut sidste mulighed, da en forkert lukning kan beskadige harddisken.
Hvis Ubuntu kører, men et enkelt program hænger, har du flere muligheder for at tvinge det til at lukke, du får her de to nemmeste: Trykker du på tasterne Alt+F2, får du åbnet en dialogboks, der giver dig mulighed for at starte et program. Skriv xkill i skrivefeltet, og klik på Kør.
Musemarkøren ændres til et kryds, og du kan nu tvinge et program til at lukke ved at klikke i programvinduet (ikke på dets titelbjælke).
Alternativt kan du tilføje elementet Gennemtving afslutning til et panel. Klikker du på knappen i panelet, får du vist beskeden til højre, musemarkøren ændres til et kryds, og du kan nu lukke det hængende program ved at klikke i dets vindue, Du kan se, hvordan du tilføjer elementer til paneler i guiden Paneler.
Jeg siger tak til Ludvigs Hjørne for denne guide
http://kimludvigsen.dk/linux